Busbanden.dk © 2012 

 

Fra 20. januar 2013 triller bybussen fra Odense til Morud
Et vigtigt mål er nået: Nordfyns Kommunes fjerdestørste bysamfund får igen busser til Odense alle ugens dage. Der er tryghed om busforbindelserne i foreløbig to år.

 

Nordfyns Kommune og FynBus er sammen med Morud Lokalråd/Busbanden 5462 enedes om en model, hvor bybussen videreføres til Morud. Der bliver tale om en forlængelse af linje 22, der i dag kører fra Højby til Slukefter. Ved det næste køreplansskift den 20. januar 2013 vil denne linje blive forlænget med 5,3 kilometer fra den nuværende endestation ved Ledernes Konferencecenter – forbi Bredbjerg, gennem Langesøskoven - til den ny endestation ved Centret i Morud. Forlængelsen indføres som et toårigt forsøg frem til årsskiftet 2014/15.

 

Morud bringes mentalt tættere på Odense
Formand for Morud Lokalråd, Jon Bøgelund Rasmussen, glæder sig:
-Det er første gang nogensinde, at Odenses bybusser får et bysamfund uden for Odense kommune som endestation. Bybussen vil både fysisk og mentalt knytte Morud tættere til Odense.  Det tror vi, vil gøre en stor forskel for byens attraktionsværdi. Vi får igen busser mellem Morud og Odense på de tidspunkter, hvor rute 122 ikke længere kører. Det vil sige formiddag, aften samt hele lørdag og søndag. Det er ikke alene en god nyhed for de mange ældre, unge og pendlere, som er afhængige af bussen i det daglige.  Det understreger også, at både kommunen og FynBus anerkender Bredbjerg/Moruds status som vækstområde, siger Jon Bøgelund Rasmussen og fortsætter:
- Selvom vi er glade på områdets vegne, tænker vi ikke kun på os selv. Der er også andre byer, som har udfordringer. Derfor har vi i samarbejdet med FynBus lagt meget stor vægt på, at forbedringerne ikke sker bekostning af andre nordfynske byer. Med den valgte løsning bliver der ikke fjernet en eneste bus til Veflinge og Hårslev. Det er vi godt tilfredse med.

Busserne skal bruges – ellers får vi ikke lov at beholde dem
Tovholder i Busbanden 5462, Rasmus Gade, supplerer:
- Vi er klar over, at når Morud har fået flere busser, er det fordi, FynBus og kommunen tror på, at der er behov for dem. Det bliver med de nye bybusser som med de lokale butikker: Hvis vi vil beholde dem, skal vi også bruge dem. Derfor har vi også lovet kommunen og FynBus, at vi vil slå et stort slag for busserne, når de kommer. Mange vil kunne droppe bil nummer to, og mange vil i endnu højere grad end i dag kunne supplere deres nuværende transportvaner med bybussen.

Morud Lokalråd og Busbanden 5462 vil gerne takke FynBus, Nordfyns Kommune, Odense Kommune og ikke mindst  borgerne i lokalområdet for deres velvilje og medvirken til, at dette er lykkedes.
NB: Den endelige køreplan med de endelige afgangstider kendes endnu ikke. Vi informerer løbende her på siden.

Læs også:
Referat af møde i Teknik- og Miljøudvalget, Nordfyns Kommune, 14. august 2012
Arbejdsnotat fra FynBus - forsøg med bybusbetjening af Morud, 6. juli 2012

Referat af arbejdsgruppemøde mellem Busbanden 5462 og FynBus, 24. juni/6. juli 2012

 

28.8.2012

 

 

 

 

Flere busser
mellem Odense og Morud
- vækst til Nordfyn